Årets fjerde afdeling af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen bød på alle de elementer, som kendetegner motorsporten. Kørerne oplevede skuffelse og glæde såvel som sejre og nederlag. Og publikum ved Copenhagen Historic Grand Prix blev vidne til både tæt race og dramatik på gadebanen på Bellahøj.

Weekendens gladeste mand var Mads Panik Pedersen, Hjallerup, der var en af de kørere i feltet, som leverede flest overhalinger. Normalt starter de 20 bedste første heat i omvendt rækkefølge i forhold til deres tidtagningsresultat, men på Bellahøj Park havde man af sikkerhedshensyn valgt at suspendere den regel. Alligevel blev Mads Panik Pedersen sat på arbejde. I første heat kørte han sig fra sjette- til fjerdepladsen, i andet heat fra femte- til tredjepladsen, og i tredje og sidste heat lykkedes det ham så at køre sig fra fjerde- til førstepladsen og tage sæsonens første sejr.

Sæsonens første sejr kunne Frederik Valdemar Schrøder, Aalborg, også notere sig for. Han havde sin bedste løbsweekend i denne sæson, hvor han i de tre løb scorede en sejr, en tredje- og en fjerdeplads, men en endnu bedre løbsweekend havde Mads Gravsen, Slagelse. Han var hurtigst af alle, da deltagerne fredag aften uden forudgående træning blev sendt på banen for at køre tidtagning, og så vandt han ellers et løb og sluttede som toer i de to andre.

Trioen her var nogle af de gladeste ved Copenhagen Historic Grand Prix. Andre topkørere oplevede store skuffelser i København. Den forsvarende mester Magnus Madsen, Skjern, noterede sig således sæsonens første nulscore, da han i første løb måtte køre i pit med svigtende bremser. Niklas Voetmann, Hillerød, derimod fik en dramatisk exit fra løbet, da han bil havnede på taget i andet løb. ”Vi lå tre kørere i rap. Jeg var bagest, men hurtigere, så jeg ville bare forbi,” fortæller han. ”Jeg kom lidt for sent ind i en chikane, og da jeg kom for bredt ud af den, ramte jeg banekanten og røg rundt. Motor og chassis ser okay ud, men der var et brækket hjulophæng og andre skader.”

Inden Copenhagen Historic Grand Prix førte Mathias H. Jensen, Hinnerup, Legends-mesterskabet med 57 point til nærmeste konkurrent. Men selv om løbsweekenden målt på enkeltresultater var hans absolut dårligste i denne sæson, havde hans strategi om at køre på det sikre og komme igennem alle løb båret frugt. Han kunne drage hjem fra hovedstaden med et forspring, der nu var vokset til 68 point.

En anden kører, som forlod Bellahøj Park med en føring, var Lars Bohnensach Ebbesen, Varde. Inden løbsweekenden var han toer i oldboys-kategorien, men da det for anden gang i denne sæson lykkedes ham at score maksimumpoint for en mesterskabsafdeling – bedste oldboys-kører i såvel tidtagningen som de tre løb – har han nu overtaget oldboys-føringen fra Mike Nordby Mathiesen, Varde. Sidstnævnte var først i det tredje og sidste løb i stand til at presse Lars Bohnensach Ebbesen, som i weekendens andet heat var blevet presset af Kim Schmidt Petersen, Hadsten.

Der bliver garanti for både tæt race og masser af action, når den 20. udgave af Copenhagen Historic Grand Prix i weekenden afvikles på Bellahøj Park i København. Løbsweekenden omfatter fjerde afdeling af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen, der denne gang stiller med hele 30 deltagere. Det er ikke blot sæsonens største felt i klassen for de små racerbiler, der er fem ottendedels-kopier af Ford- og Chevrolet-modeller fra trediverne. Klassen præsenterer også det største felt blandt de i alt otte klasser, som er på programmet ved Copenhagen Historic Grand Prix!

Som altid bliver kampen hård. Men denne gang bliver udfordringen større end normalt. Bellahøj Park er jo som midlertidig bane i sagens natur ikke en, der kan trænes og testes på, så det gælder om at udnytte tidligere erfaring fra løbene i den 2,6 km lange betonkanal. Og grundet coronaen er det to år siden, at deltagerne i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen har kørt på banen sidst. Dengang vandt Mirza Ahmetagic to af de tre løb, mens Mathias H. Jensen sejrede i det sidste.

Men er der en kører, som jagter revanche på de københavnske veje, er det den forsvarende mester, Magnus Madsen. Ved sin debut på banen i 2018 kørte han tre andenpladser hjem, men ved sidste besøg – i 2019 – satte han sin racer så eftertrykkeligt i betonmuren, at hans løbsweekend var afsluttet allerede i det første løb.

Som nævnt tæller feltet i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen hele 30 kørere ved Copenhagen Historic Grand Prix. En enkelt af disse er debutant. Det er Kevin Victor Rasmussen, som ikke tidligere har prøvet kræfter med de udfordrende racerbiler, men derudover bliver der også sæsondebut til Sorba Taus Kidmose, Anders Eriksen, Christian Nissen, Klaus Gylvig og Sander Steffensen. Mens de fire første deltog i klassen i 2020, havde Sander Steffensen sin seneste start i 2018. Men nu skal han for første gang kæmpe med den yngre generation, sønnen Jakob Steffensen.

Det pressede program ved Copenhagen Historic Grand Prix betyder, at deltagerne i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen ikke får nogen træning, men ryger direkte ud i en tidtagning fredag aften. Første heat køres starter lørdag 14.50, mens de to næste heat søndag er programsat til klokken 10.15 og 17.00.

Stillingen, Generelt

1.M. H. Jensen592 p
2.M. Madsen544 p
3.M. Gravsen528 p
4.J.L. Holmstoel488 p
5.F.V. Schrøder470 p
Fuld stilling

Stillingen, Old Boys

1.L. B. Ebbesen666 p
2.M. N. Mathiesen606 p
3.F. Jensen496 p
4.K. S. Mortensen407 p
5.K. S. Petersen374 p
Fuld stilling

Samarbejdspartnere