Gennem årene har de små racerbiler fra OK Mobil 1 Legend Car Cuppen leveret masser af oplevelser for publikum ved Classic Race Aarhus. Bare synet af de små, farvestrålende racerbiler er nærmest garanti for underholdning, og på racerbanen rundt om Mindeparken har chaufførerne også leveret varen. Tæt og spændende race med stribevis af overhalinger og gode dueller foruden utallige sjove episoder.

2021-udgaven af Classic Race Aarhus bliver ingen undtagelse.

”Vi har indgået en aftale med Tom Pedersen fra Padborg Park, som står bag klassen, og den kommer også til at køre ved vores løb den 17.-19. september,” siger Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus. ”Man kan ikke andet end blive i godt humør, når man ser de små racerbiler kæmpe rundt på banen. Det er jeg i hvert fald blevet i alle de år, hvor jeg har besøgt Classic Race Aarhus. Og det samme har jeg oplevet blandt tilskuerne omkring mig, hvad enten det er folk på min egen alder eller de børn, som vi arbejder på at køre trafikken mere sikker for.”

OK Mobil 1 Legend Car Cuppen har i mange år indgået i den fortælling om motorsportens udvikling gennem årene, som er Classic Race Aarhus’ sportslige omdrejningspunkt. Bilerne er bygget i blot 5/8-dels størrelse, og deres moderne teknologi er dækket af karrosserier udformet som Ford- og Chevrolet-modeller fra tredivernes USA.

”Lige siden 2013 har klassen været med ved Classic Race Aarhus,” fortæller klassepromotor Tom Pedersen fra Padborg Park. ”Gennem alle årene har kørerne i klassen været utroligt glade for at komme til Aarhus og køre race. Det er en sjov og anderledes bane for dem, og der er altid masser af tilskuere, så nu kan jeg glæde alle de Legend-kørere, som hen over efteråret har ringet eller skrevet til mig og spurgt, om klassen også til næste år kommer på programmet.”

”Med Legend Car Cuppen på plakaten begynder vores 2021-program at tage mere og mere form,” siger Steffen Møller, sportschef ved Classic Race Aarhus. ”Det bliver traditionen tro et program, der spænder over flere årtier i motorsporten, men med tyngden lagt på de historiske racerklasser.”

Fotos: Classic Race Aarhus.

På FDM Jyllandsringens våde og særdeles lunefulde asfalt lykkedes Magnus Madsen, Skjern, og Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, søndag at genvinde henholdsvis hovedmesterskabet og oldboys-titlen i den populære OK Mobil 1 Legend Car Cup. Begge ankom til racerbanen ved Silkeborg ikke blot som forsvarende mestre, men også som førende i to kategorier.

Men ingen af de to kunne tackle løbsweekenden som en ren walkover. Der var 100 point på spil. Magnus Madsens mesterskabsforspring var på 19 point, mens Lars Bohnensach Ebbesen førte med 34 point foran sin nærmeste oldboys-rival.

Det var Lars Bohnensach Ebbesen, som først genvandt sin titel. Hans nærmeste konkurrent, Mike Nordby Mathiesen, Varde, blev efter en afkørsel udelukket fra den pointgivende tidtagning, og selv om denne kunne slutte det første af søndagens tre løb som næstbedste oldboys-kører med Lars Bohnensach Ebbesen på tredjepladsen, havde sidstnævnte scoret så mange point, at oldboys-mesterskabet var i hus inden dagens to sidste løb.

Baneforholdene under første heat var nogle af de mest uforudsigelige på denne våde efterårsdag, men alligevel havnede ikke én eneste Legend-racer i sandkassen, ligesom der heller ikke var behov for at indsætte safety car. Alligevel var der drama.

Her var Mathias H. Jensen, Hinnerup, nærmeste rival til Magnus Madsen i hovedmesterskabet, men efter de to første sving spandt han rundt, hvorefter motoren i hans racer døde. Nu så det nemt ud for Magnus Madsen, men også han var uheldig, for på den allersidste omgang gik hans racer af uforklarlige årsager i stå, og han måtte rulle ind til siden. Magnus Madsen havde indtil da været med i kampen om top 3-placeringerne. Sammen med Kim Schmidt Petersen, Hadsten, havde han kørt sig op gennem rækkerne til den forreste del af feltet, hvor de sammen med bl.a. Mads Gravsen, Slagelse, og Anders Elkjær, Grenå, kæmpede om føringen. Det endte med en sejr til Kim Schmidt Petersen.

I det andet heat blev der satset lidt mere. Det gik bl.a. udover Kim Schmidt Petersen, som måtte udgå efter en kollision i starten, men løbet endte med en spændende duel i front mellem Mads Gravsen og Magnus Madsen. Asfalten var ikke bare våd, men også særdeles fedtet, og det betød, at de to kørere valgte vidt forskellige spor gennem svingene, inden Mads Gravsen kunne tage sin første sejr i Legend Car Cuppen. Han vandt med mindre end et sekunds forspring til Magnus Madsen, som dog scorede rigeligt med point til, at han havde generobret hovedmesterskabet.

Mads Gravsen fulgte de flotte takter op i tredje og sidste heat, som han vandt foran Kim Schmidt Petersen.

1 2 3 79

Stillingen, Generelt

1.M. Madsen385 p
2.M. H. Jensen320 p
3.M. Ahmetagic285 p
4.A. Elkjær263 p
5.J.L. Holmstoel252 p
Fuld stilling

Stillingen, Old Boys

1.L. B. Ebbesen380 p
2.M. N. Mathiesen325 p
3.T. Iversen309 p
4.K.S. Pedersen277 p
5.K.S. Mortensen254 p
Fuld stilling

Samarbejdspartnere